Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Indblik i vores hverdag

Hvor kommer vandet i Grønland fra?

Royal Greenland er Grønlands største aftager af vand. Dermed spiller vandproduktionen og vandkvaliteten en stor rolle for virksomheden.

Drikkevand i Grønland bliver for hovedparten produceret af smeltevand, der enten bliver opsamlet i drikkevandssøer beliggende udenfor byer og bygder eller bliver taget direkte fra elve.

En mindre del af drikkevandet kommer fra såkaldte ”omvendt osmose-anlæg”, der ved hjælp af membraner afsalter havvand og mikrofiltrerer vandet. Bakterier, vira, ioner og andet uønsket indhold i råvandet bliver også filteret fra. Dette er en forholdsvis dyr og energikrævende proces, og derfor bliver den kun brugt i begrænset omfang. Der bliver også produceret en lille mængde drikkevand ved at smelte is fra gletchere, men det er kun i det allernordligste af Grønland.

Da ferskvandet hovedsageligt kommer fra smeltevand, har den årlige afsmeltning og nedbør ved den enkelte by eller bygd stor betydning. Det årlige tilløb til drikkevandssøerne skal mindst være på samme mængde som forbruget for at sikre en vedvarende drikkevandsforsyning. I nogle byer og bygder er forbruget nogle år på niveau eller højere end tilstrømning, derfor er forsyningen sårbar. Da vinteren mange steder er meget kold, hvor drikkevandssøer og elve kan fryse helt eller delvist til, kan det være en udfordring at sikre en stabil drikkevandsforsyning om vinteren.

For at holde drikkevandets kvalitet på et tilstrækkeligt højt niveau, bliver vandet behandlet på forskellige måder, bl.a. med UV-lys og klor. Desuden er der lavet spærrezoner rundt om drikkevandsindvindingsområderne, hvor der ikke må foretages aktiviteter, der kan forurene drikkevandet unødvendigt, f.eks. kørsel med snescootere, hundeluftning mv. I tilfælde af forurening eller pludselig mangel på vand kan der derfor heller ikke hentes vand i en eventuel nærliggende sø, hvis ikke denne er omfattet af spærrezonen. Det forsøges dog mange steder at have flere tilgængelige søer og forbinde disse med rør og pumper, så der kan hentes ekstra drikkevand.

I mange byer og bygder er Royal Greenlands fabrik den største aftager af vand. Der er steder, hvor fabrikken overgår de øvrige forbrugeres forbrug flere gange. Royal Greenland har som fødevarevirksomhed en meget stor interesse i, at der er en stabil forsyning af rent vand. Hvis ikke der er adgang til rigelige mængder vand, kan det have indflydelse på produktionen i fabrikkerne. Rent vand er vigtigt til at rense fisk, modne, koge og glasere rejer, koge krabber mv. Desuden er rent vand meget vigtigt i rengøringen, så hygiejnen og fødevaresikkerheden kan holdes i top.

Royal Greenland bestræber sig alle steder på løbende at have fokus på vandforbruget, da en mindre vandbesparelse fra den lokale fabriks side kan have stor betydning for vandforsyningen til resten af beboerne og virksomhederne i de enkelte byer og bygder. Det sikres dog hele tiden, at vandbesparelser ikke går udover produktkvaliteten.

På udvalgte lokationer har Royal Greenland planer om at erstatte drikkevand med rent, renset havvand til produktion og rengøring. Dette vil medvirke til at tage presset af den øvrige drikkevandsforsyning. Brug af renset havvand kræver en særlig godkendelse, så Royal Greenland er i løbende dialog med myndighederne om dette tiltag – også for at sikre at produktkvaliteten vil forblive på samme høje niveau.

Brug af havvand vil være mest aktuelt i bygder med omvendt osmoseanlæg, i den nordlige del af Grønland, hvor drikkevandssøerne kan fryse til, samt andre steder hvor drikkevandsforsyningen er presset på kapaciteten. Da saltvand kan være korroderende på rør og maskiner, samt ikke virker sammen med alle typer rengørings- og desinfektionsmidler, er det ikke i alle sammenhænge at ferskvand kan skiftes direkte ud med havvand.

Se også

Næste nyhed: Leverandørstyringssystem
...