Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Avataq leveret til Royal Greenland A/S

18.12.2019

Den største trawler i Royal Greenlands historie blev leveret til Royal Greenland den 2. december fra det spanske skibsværft Astilleros de Murueta i Bilbao.

Royal Greenlands Avataq er det andet skib, der leveres fra værftet Astilleros de Murueta i Bilbao, og skibet er det største nogensinde i Royal Greenlands historie. Avataq er et imponerende fartøj, der måler 82,30 meter fra stævn til agterspejl og 18 meter fra styrbord til bagbord og har en hovedmotor på 10.000 hk, en MAN type 9L32/44 (common rail). Inden leveringen har Avataq gennemført et vellykket testfiskeri ud for Bilbaos kyst i Spanien, og imens Royal Greenlands besætning bliver fortrolige med forholdene om bord, lægges sidste hånd på værket, og de sidste kontroller udføres.

"Skibet er leveret, men både værftet og andre teknikere arbejder stadig på at klargøre det, så vi kan sætte kursen mod Grønland. Vi forventer at ankomme den 3. januar, så vi kan begynde at fiske omkring den 4. januar," siger Jogvan Trondarson, kaptajn på Avataq.

Designet til fremtidens fiskeri

Avataq er ikke kun stor – den er også det første fartøj i Grønland, der fisker med tre trawl på én gang. Til at hale trawlene ind har Avataq fire motoriserede trawlspil, og fartøjet er bygget med en fabrik ombord til håndtering af fangsten af hellefisk eller koldtvandsrejer. Med et lastrum på 2.950 kubikmeter er der plads om bord til længere fangstrejser, både når det gælder afstand og tid.

"Vi forventer at begynde at fiske efter rejer i starten af januar, og på den første tur byder vi 12 teknikere velkommen om bord, som skal arbejde med at justere det tekniske udstyr," fortæller Jogvan Trondarson.

Avataq har plads til 30 besætningsmedlemmer og skal sejle i de grønlandske farvande og i Barentshavet. Skibet er indrettet som besætningens andet hjem, med primært enkeltkahytter, hyggelige opholdsrum og kunst på væggene.

Fartøjets dåb finder sted ved en officiel ceremoni i Nuuk den 18. januar.

Næste nyhed: Levende hummer: værdiskabelse gennem hele værdikæden
...