Royal Greenland fortsætter resultatfremgang og investeringer i Grønland

Ilulissat_nature_2018_129

Royal Greenland fortsætter resultatfremgang og investeringer i Grønland

Royal Greenland kommer ud af første halvår 2026 med et resultat før skat på 217 mio. kr. mod et underskud på 11 mio. kr. i samme periode sidste år. 

Højere markedspriser og arbejdet med at styrke forretningen bidrager til fremgang i årets første seks måneder. Samtidig fortsætter Royal Greenland investeringerne i produktionsanlæg langs kysten for at tilpasse kapaciteten til udviklingen i fiskeriet.

Vi har leveret et markant bedre resultat end i samme periode sidste år, og det er vi tilfredse med. De gunstige markedspriser har haft stor betydning, men resultatet afspejler også de forbedringer, vi har gennemført på tværs af virksomheden. Et stærkere Royal Greenland giver os bedre muligheder for at investere i vores forretning og skabe værdi af de ressourcer, vi er betroet – til gavn for både virksomheden og det grønlandske samfund, siger CEO Toke Binzer.

Omsætningen er i første halvår steget med 16,5 %, mens salgsmængderne er fastholdt på niveau med sidste år. Fremgangen i indtjeningen er især drevet af højere salgspriser på flere af Royal Greenlands kernearter kombineret med en målrettet indsats for at styrke og tilpasse forretningen.

interim_statistics_dk

Investeringer skal styrke produktionen i Grønland

Som en del af strategien INUA 2027 fortsætter Royal Greenland arbejdet med at tilpasse produktionen til udviklingen i fiskeriet og øge udnyttelsen og forædlingsgraden af de tilgængelige råvarer. 

Det sker blandt andet gennem investeringer i og modernisering af flere produktionsanlæg langs kysten. 

Rejefabrikken i Sisimiut moderniseres for at effektivisere produktionen og øge udbyttet af de rejer, der forarbejdes, mens investeringer i blandt andet Sarfannguit, Attu og Paamiut skal styrke mulighederne for at modtage og forarbejde torsk. I Nuuk er Royal Greenland desuden begyndt at udnytte torskehoveder med positive økonomiske resultater.

Ambitionen er over tid at udnytte mere af fisken og dermed øge indtjeningen fra den enkelte råvare. Det forbedrede resultat giver Royal Greenland et stærkere grundlag for at fastholde disse langsigtede investeringer, som skal styrke virksomhedens konkurrenceevne og samtidig bidrage til arbejdspladser og værdiskabelse i Grønland.

Fiskeriet er under forandring, og derfor skal vores produktionsinfrastruktur udvikle sig i takt med råvaregrundlaget. Investeringerne gør os i stand til både at modtage flere torsk, udnytte en større del af råvarerne og skabe mere værdi i Grønland. Det er langsigtede investeringer, som styrker både vores konkurrenceevne og vores evne til at levere på vores samfundsmæssige ansvar, siger CEO Toke Binzer.

Fortsat fokus på at styrke forretningen

Trods det markant forbedrede resultat er der fortsat områder, hvor Royal Greenland skal skabe yderligere fremdrift. Omkostningsniveauet er fortsat højt, og faldende kvoter på blandt andet rejer udfordrer råvaregrundlaget.

For andet halvår forventer Royal Greenland fortsat fremgang i indtjeningen. Markedsforholdene giver grundlag for optimisme, men udviklingen er fortsat forbundet med usikkerhed pga. geopolitiske forhold. 

Royal Greenland fastholder derfor retningen i INUA 2027 med fokus på at reducere omkostningsniveauet, sikre adgang til tilstrækkelige råvaremængder og øge salget af forædlede produkter til detailmarkedet.

Læs hele halvårsrapporten