Vi tror på en fremtid for fiskeriet i Aasiaat
Fremtiden for fiskeriet i Aasiaat handler om mere end, hvem der får en kvote. Bestyrelsesformand Niels Thomsen fortæller, hvorfor Royal Greenland tror på Aasiaat Trawl som en stærk løsning, og hvorfor vi fortsat vil tage ansvar for indhandlingsmuligheder, arbejdspladser og lokal udvikling.
Af Niels Thomsen, bestyrelsesformand for Royal Greenland
Der har den seneste tid været debat om fremtiden for fiskeriet og arbejdspladserne i Aasiaat i forbindelse med udbuddet af 2.468,5 tons havgående hellefisk i Vestgrønland og 5.000 tons torsk i Østgrønland. Det er en vigtig debat. For bag diskussionen om kvoter og selskaber står noget langt mere konkret: mennesker, arbejdspladser og mulighederne for fortsat at drive og udvikle fiskeriet lokalt.
Royal Greenland har sammen med tre andre selskaber etableret Aasiaat Trawl og budt på de udbudte kvoter. Det har vi gjort, fordi vi mener, at vi sammen har en stærk løsning, og fordi vi tror på, at der fortsat kan skabes aktivitet og udvikling omkring fiskeriet i Aasiaat.
Vi har kapaciteten og erfaringen til at fiske kvoterne. Men det er ikke nok i sig selv. Det er også vigtigt for os, at ressourcerne skaber aktivitet dér, hvor det giver mening.
Derfor har Aasiaat Trawl i sit bud forpligtet sig til at indhandle 75 procent af fangsten i Aasiaat, selv om kravet i udbuddet er 25 procent. Det skal bidrage til lokal forarbejdning, aktivitet og arbejdspladser i byen.
Samtidig har vi forpligtet os til, at 5 procent af Aasiaat Trawls overskud skal gå til erhvervsfremmende aktiviteter i Aasiaat. Det er et bevidst valg. Hvis vi lykkes med at skabe en sund forretning på de ressourcer, vi bliver betroet, skal en del af resultatet også være med til at skabe nye muligheder lokalt.
Der er flere muligheder for at løse udfordringen i Aasiaat
Det er Naalakkersuisut, der skal vurdere de indkomne tilbud og træffe beslutning om kvoterne. Den beslutning respekterer vi naturligvis, uanset udfaldet.
Der har i den aktuelle debat været tegnet et billede af, at fabrikken kan stå over for lukning, hvis en bestemt løsning ikke bliver valgt. Vi tror ikke på trusler eller på at holde en by som gidsel, men hvis situationen på et tidspunkt bliver, at fabrikken står til at lukke, vil Royal Greenland naturligvis forholde sig til det og forsøge at finde en løsning.
Som selvstyreejet selskab har vi et særligt ansvar. Det ansvar løfter vi allerede mange steder langs hele Grønlands kyst, hvor vores tilstedeværelse er med til at sikre indhandlingsmuligheder, arbejdspladser og lokal erhvervsaktivitet – også dér, hvor det ikke altid er den letteste forretning at drive.
Hvis Aasiaat kommer i en situation, hvor indhandlingsmuligheder og arbejdspladser er truet, vil vi derfor også være klar til at undersøge, hvad vi med vores kapacitet, erfaring og tilstedeværelse kan gøre for at bidrage til en løsning. Det er ikke det samme som at love en bestemt løsning på forhånd. Men det er et udtryk for, at vi tager vores ansvar alvorligt. Det handler om mere end, hvem der får en kvote.
For Royal Greenland handler diskussionen derfor ikke om at stille offentligt og privat ejerskab op imod hinanden. Aasiaat Trawl er netop et partnerskab mellem Royal Greenland og tre private selskaber, hvor omkring 140 mennesker får del i ejerskabet og dermed også i den værdi, vi sammen skaber.
Det handler om at finde løsninger, hvor vores fælles ressourcer bliver fisket, skaber en sund forretning og samtidig bidrager til aktivitet og udvikling i Grønland.
Det er den ambition, vi har budt ind med.
Vi mener, at vores tilbud er stærkt. Vi har forpligtet os til en høj grad af indhandling i Aasiaat. Vi har forpligtet os til at give en del af overskuddet tilbage til lokal erhvervsudvikling. Og vi har kapaciteten og erfaringen til at fiske kvoterne.
Nu er det op til Naalakkersuisut at træffe beslutningen.
Vi tror fortsat på fiskeriet i Aasiaat – og på, at Royal Greenland har en rolle at spille i den fortsatte udvikling.
Niels Thomsen
Bestyrelsesformand, Royal Greenland