Royal Greenland gennemfører ændringer i koncernledelsen
Som led i den videre udvikling af Royal Greenland gennemføres der ændringer i koncernledelsen.
Som ny CEO er det Toke Binzers ansvar at sammensætte den koncernledelse, som han vurderer bedst kan føre Royal Greenland videre. Som led i den proces er det besluttet, at Jan H. Lynge Pedersen og Robert-Jan Treebus fratræder deres stillinger.
Beslutningen afspejler Toke Binzers vurdering af den fremtidige sammensætning af koncernledelsen og er ikke relateret til Jan H. Lynge Pedersens eller Robert-Jan Treebus' præstationer, faglighed, integritet eller adfærd.
Gennem deres tid i Royal Greenland har de begge ydet væsentlige bidrag til virksomhedens kommercielle og finansielle udvikling. Robert-Jan Treebus har desuden spillet en central rolle i at styrke Royal Greenlands globale salgsorganisation og etablere det europæiske Shared Service Center i Gdańsk.
Deres engagement, professionalisme og lederskab har været højt værdsat, og Royal Greenland takker dem begge for deres betydelige bidrag og ønsker dem alt det bedste fremover.