Generalforsamling i Royal Greenland: Fremgang og nye kræfter i bestyrelsen
Årsrapporten er godkendt, udviklingen går i den rigtige retning – og bestyrelsen byder velkommen til nye medlemmer.
Royal Greenland samlede i går ejere, medarbejdere og interessenter til generalforsamling på hovedkontoret i Nuuk. Her blev årsrapporten for 2025 godkendt og selskabets positive udvikling understreget.
"Det glæder Naalakkersuisut, at selskabet er på vej i den rigtige retning. De seneste års hårde arbejde med at genoprette og styrke forretningen begynder at give resultater, og det vidner om en organisation, der er i stand til at samle sig og levere. Det er positivt. Men Naalakkersuisut er samtidig tydelig på, at vi endnu ikke er i mål, og at den positive kurs skal fastholdes og styrkes i de kommende år,” lød det for formand for Naalakkersuisut, Jens Frederik Nielsen.
Bestyrelsesformandens beretning blev fremlagt af næstformand Preben Sunke på vegne af bestyrelsesformand Niels Thomsen, som desværre var forhindret i at deltage pga. dødsfald i nærmeste familie.
"Resultatet af den primære drift udgør 299 mio. kroner, hvilket er en markant forbedring i forhold til året før. Samtidig har vi opnået en EBIT-margin på 6,2 %, hvilket allerede nu overstiger vores strategiske målsætning for 2027. Det er et udtryk for, at den retning vi lagde efter de meget udfordrende år tidligere, begynder at virke," fortalte han og understregede, at Royal Greenland stadig er midt i en udvikling, hvor fokus, disciplin og konsekvens er afgørende.
Nye ansigter i bestyrelsen
Generalforsamlingen medførte også ændringer i bestyrelsens sammensætning. Karsten Høy og Arnanguaq Holm Olsen udtræder, mens Juliane Henningsen Heilmann og Morten Petersen indtræder som nye medlemmer.
Derudover er Miki Brandt, Niels Ole Møller og Susanne Marie Olsen valgt som medarbejderrepræsentanter, mens Sara Biilmann Egede og Johan Bertelsen samtidig træder ud.
I sin tale takkede Preben Sunke de afgående medlemmer for deres indsats, og for at have været med til at styrke Royal Greenlands fundament, og ser frem til samarbejdet med de nye kræfter i bestyrelsen.
Menneskene bag Royal Greenland
Forud for selve generalforsamlingen afholdte EVP HR & Kommunikation, Bodil Marie Damgaard, en uformel præsentation, som satte spot på et udpluk af Royal Greenlands dedikerede medarbejdere, der hver dag er med til at gøre en forskel til gavn for Grønland, samt Royal Greenlands særlige samfundsansvar.