Fald på verdensmarkedet får Royal Greenland til at justere prisen på indhandling af torsk
Fiskerne vil fortsat få flere penge for deres torsk, end det var tilfældet i begyndelsen af året.
Selvom Royal Greenland tjener færre penge per torsk, end det var tilfældet i begyndelsen af året, vil fiskerne dog stadig opleve, at de tjener mere end de gjorde i første kvartal af 2026.
Når eksportpriserne på torsk falder, er vi nødt til at tilpasse os udviklingen på markedet. Vi ønsker dog ikke, at prisjusteringerne rammer fiskerne hårdere end højst nødvendigt. Derfor arbejder vi hele tiden på at skabe mest mulig værdi af torsken, så vi kan begrænse behovet for at sænke afregningsprisen, siger driftschef for torsk i Royal Greenland Sten Sørensen.
Et konkret eksempel er arbejdet med at udnytte en større del af fisken, så mindst muligt går til spilde. Det gælder blandt andet torskehoveder, som i dag forarbejdes på fabrikkerne og sælges til eksport i stedet for at blive kasseret.
Et andet eksempel er Nutaaq-torsken, hvor den særlige kvalitet giver mulighed for at opnå en højere pris på markedet. Royal Greenland har gode afsætningsmuligheder for Nutaaq, blandt andet i Nordamerika, og fastholder derfor afregningsprisen på Nutaaq, selvom prisen på almindelig torsk nu justeres.
Den bedste måde at stå stærkere over for prisudsving er at skabe mest mulig værdi af torsken. Det bliver vi hele tiden bedre til, og vi er rigtig glade for det samarbejde, vi har med fiskerne om Nutaaq-torsken og udnyttelsen af restprodukter. Det er med til at begrænse behovet for prisjusteringer, når eksportpriserne falder, siger Sten Sørensen.