You have an outdated browser

Please update your browser

Update browser
Vis alle nyheder Nyt fra Grønland

Royal Greenlands indtjening påvirket af volatile markedsvilkår

14.09.2023

Med Ruslands invasion af Ukraine og dermed stop for salg af skalrejer til dette store marked, energikrise og stigende oliepriser, inflation og økonomisk afmatning i Europa er Royal Green-lands indtjening under pres, men virksomheden formår at fastholde omsætning og beskytte vores markedsposition.

Royal Greenlands halvårsresultat for perioden 1. januar til 30. juni 2023 viser et resultat før skat på (113) mio. DKK mod 96 mio. DKK for samme periode sidste år og må betegnes som ikke tilfredsstillende.

Image

Forventningen for det samlede regnskabsår er dog fortsat at opnå et positivt resultat før skat på mindst 100 mio. DKK

Flere produktkategorier er ramt hårdt af de eksterne markedsvilkår

Royal Greenlands største produktkategorier målt i volumen er rejer. Rejekategorierne betyder alene en resultatafvigelse på (160) mio. DKK. Med boykot af Rusland er ca. 1.000 tons skalrejer til dette marked faldet bort, og samtidig er indtjeningen i Norge og Sverige presset pga. lave valutakurser. Det kinesiske marked har til gengæld leveret en pæn efterspørgsel efter skalrejer.

Kogte & pillede rejer er den produktkategori, der er hårdest ramt af den økonomiske afmatning i Europa og af Brexit i Storbritannien, hvor der stadig er lange udsigter til en frihandelsaftale med Grønland.

Boykotten af Rusland spiller også ind på afsætningsmønstre og prisdannelse for snekrabber. Rusland eksporterer, som følge af den vestlige verdens boykot, flere krabber til Asien, hvilket presser Royal Greenlands muligheder for at opnå gode priser i Japan.

2022 var et vanskeligt år for Royal Greenlands snekrabbekategori med kollapset af det nordamerikanske marked og følgelig opbygning af høje lagre. Lageret er nu næsten solgt, og 2023 produktionen viser et normaliseret salgsmønster og indtjening. Dog er krabbesæsonen i Newfoundland forsinket pga. en konflikt mellem fiskere og producenter, hvilket betyder at én måneds salg er skubbet over til 2. halvår. Kategorien vil dermed igen blive et stærkt ben i Royal Greenlands forretning.

Betydelige omkostningsstigninger

Den voldsomme inflation og energikrise i starten af året har medført at Royal Greenlands direkte omkostninger var 240 mio. DKK højere i perioden end samme periode sidste år. Det har kun været muligt at kompensere disse med salgsprisstigninger i størrelsesordenen 130 mio. DKK.

Gælden reduceres i andet halvår og udsigterne er væsentligt mere positive

Den rentebærende gæld er, primært som følge af gennemførte investeringer, forøget med 344 mio. DKK. På trods af de svære markedsvilkår og generelle omkostningsstigninger er det afgørende at gennemføre planlagte investeringer i at fremtidssikre den udenskærs trawlerflåde. I andet halvår forventes gælden at blive reduceret med 0,6 mia. DKK.

Royal Greenlands højsæson er i andet halvår. Det kinesiske marked forventes at levere en betydelig efterspørgsel efter primært hellefisk ligesom forhøjede salgspriser vil kompensere for lave valutakurser i Skandinavien. Samtidig er salget af snekrabber normaliseret og vil levere et periodeforskudt salg i andet halvår. Sammen med en stram omkostningsstyring og et intensiveret salg af bl.a. kogte & pillede rejer er det forventet, at der i andet halvår realiseres et salg og resultat på niveau med et normalt år, ligesom det for det samlede år forventes et positivt resultat før skat på mindst 100 mio. DKK.

I andet halvår ser virksomheden også frem til at byde to nye bestyrelsesmedlemmer velkomne; Preben Sunke og Niels Thomsen, begge stærke erhvervsprofiler, der vil styrke både den grønlandske og internationale profil for bestyrelsen.

CEO Susanne Arfelt Rajamand fremhæver: ’På trods af den volatile omverden, ydes der en betydelig medarbejderindsats på tværs af alle virksomhedens funktioner og endnu engang viser vores diversificeringsstrategi, at vi på tværs af markeder og kategorier har en balance i forretningen, der gør os i stand til at komme acceptabelt ud af det samlede regnskabsår’.

Se også

Næste nyhed: Styrket Royal Greenland ledelse skal ruste virksomheden til fremtiden
...