Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser

Royal Greenlands årsrapport for 2019 godkendt til generalforsamling

15.05.2020

Royal Greenlands årsrapport for 2019 blev godkendt af generalforsamlingen den 13. maj. Virksomheden opnår et rekordstort overskud før skat på 404 mio. DKK i 2019. Indtjeningen blev øget ved salget af de to trawlere Sisimiut og Qaqqatsiaq, som indbragte en fortjeneste på 141 mio. DKK. Samtidig afspejler indtjeningen et overskud af den ordinære drift, der er det bedste i Royal Greenlands historie.

Omsætningen steg i alt med 3%. Kerneaktiviteterne viser fortsat en positiv udvikling og udgør i overensstemmelse med strategien en stadigt stigende andel af Royal Greenlands omsætning. The North Atlantic Champion-kernearterne, herunder koldtvandsrejer, hellefisk, atlanterhavstorsk, hummer, stenbiderrogn og snekrabbe udgør aktuelt 77% af omsætningen sammenlignet med kun 41% for seks år siden. Aktiviteter som pelagisk fiskeri og fladfisk understøtter kerneforretningen.

Image

Forventningen for 2020 var en fortsat positiv udvikling i fiskeriet og salget af vores produkter, men Covid-19 har betydet markante globale udfordringer for salget, navnlig til foodservicesegmentet og industrien. Det forventes at få betydelig negativ indvirkning på resultatet for 2020. Omfanget kan dog ikke estimeres for nuværende. 

På baggrund af de meget positive resultater i 2019 og tidligere år er Royal Greenland i det bedst mulige udgangspunkt for at klare sig igennem den nuværende krise. Trods en nedgang i salget på nogle markeder følger vi fortsat en strategi om at bevare arbejdspladser og støtte de fiskere, der leverer til vores fabrikker i Grønland og det østlige Canada.

Læs pressemeddelelsen og hent årsberetningen her

 

...