Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Viden og projekter fra hverdagen

MSC som certificeringsstandard

En bæredygtig forvaltning af vores fiskerier er afgørende for Royal Greenland. Certificering gennem den anerkendte MSC-standard er en vigtig del af dette arbejde.

Et fiskeri kan sagtens være bæredygtigt forvaltet og fisket selvom det ikke er tredjeparts certificeret. En certificeringsproces er omkostningstung og arbejdskrævende for alle involverede interessenter og pålægger også i sidste ende øgede omkostninger på leverandører og fiskere. Det skyldes, at en mindre andel af omsætningen fra et certificeret fiskeri betales i licensomkostninger til certificeringsorganisationen. Fiskere og producenter indenfor et givet fiskeri vælger derfor typisk først at lade et fiskeri certificere såfremt markedet efterspørger det eller der er behov for bedre forvaltningsrammer, som en certificeringsordning kan bidrage til.

MSC certificering er i dag internationalt efterspurgt

Arbejdet med certificering af fiskerier, ligesom det er kendt indenfor bl.a skovdrift (FSC), startede for alvor i 1990’erne. En række forskellige aktører tilbød certificeringsordninger, og i dag er MSC standarden absolut markedsførende og anerkendt af professionelle indkøbere. Hos især detailkunder efterspørges ofte produkter med MSC-certificering, da det er en anerkendt blåstempling af, at produktet er fisket og forvaltet bæredygtigt. For leverandører og producenter giver et sortiment af MSC certificerede varer dermed en lettere markedsadgang.

Principperne bag MSC-certificering

MSC-certificeringen bygger på tre principper; målartens og fiskeriets regulering og præstation, fiskeriets påvirkning af omgivelserne og den nationale forvaltning af fiskeressourcer.

Det er en betydelig proces at få et fiskeri certificeret og tager minimum 1 år, hvis alle standardens krav er opfyldt i forvejen. Ofte er det dog sådan, at forvaltningen eller fiskeriet må tilpasses indenfor et eller flere krav. Der er i alt 28 krav fordelt på de tre principper og hvert emne eller krav skal opnå en minimumscore på 80 for at være bestået. Hvis et fiskeri scorer mindre end 80, men mere end 60 i hvert af kravene tildeles en betingelse eller kondition, som skal være opfyldt indenfor 4 år. Hvert af de tre principper skal desuden i gennemsnit for alle målepunkterne opnå en score på 80 for at fiskeriet kan opnå certificeringsstatus.

Royal Greenlands certificerings status

I 2019 blev Royal Greenlands MSC råvarer opgjort til at udgøre 56% af den samlede råvaremængde.  Der er mange forskellige arter og dermed produkter, som baseres på MSC råvarer, både fra vores eget fiskeri og råvarer indkøbt verden over.

I Grønland arbejder Royal Greenland sammen med de øvrige rederier og opkøbere for at de vigtigste fiskerier skal MSC certificeres. Samarbejdet sker i foreningen Sustainable Fisheries Greenland, og indtil videre er nedenstående certificeringer gennemført:

Image

Fishery improvement projects – FIP

For at nå til en egentlig MSC certificering sker det ofte, at der skal gennemføres visse ændringer i forvaltningen, ligesom der skal tilvejebringes en betydelig mængde dokumentation omkring fiskeriet. Det kan eksempelvis være at rådgivningen skal tilpasses, eller at undersøgelser skal foretages for at belyse omfanget af bifangst og fiskeriets påvirkning på havbunden. For at systematisere denne proces igangsættes ofte et såkaldt Fishery Improvement Project, som strukturerer tiltagene og sammen med fiskere, forskere og myndigheder adresserer de mangler og udfordringer, der måtte være.

Royal Greenland er i dag med i tre FIP projekter. Det er indenfor:

  • Hummerfiskeri i Newfoundland
  • Kystnært hellefiskefiskeri i Vestgrønland
  • Krabbefiskeri i Vestgrønland

Fremdriften i det førstnævnte FIP projekt i Newfoundland kan følges på www.fisheryprogress.org.

Fremdriften i projekterne i Grønland opgøres gennem Sustainable Fisheries Greenland www.sfg.gl.

Se også

Næste nyhed: Sorteringsristen i fiskeriet efter koldtvandsrejer sikrer lav bifangst
...