Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Læs mere om Facts om fisk

Glasering? - Hvad? Hvorfor?

Glasering er en beskyttende lag af frossent vand, som hjælper med at bevare fiskens friskhed - men sørg for, at du ikke betaler for vandet!

Fisk og skaldyr er skrøbelige produkter, og for at bevare deres friskhed og høje kvalitet, mens de er frosne, tilføres de et beskyttende lag vand på overfladen. Dette islag kaldes en "glasering". Glasering er en fordel, men du skal være sikker på, at du ikke betaler for vandet!

Nettovægt for glaserede produkter

Frosne fisk og skaldyr glaseres ofte med et beskyttende lag drikkevand for at bevare kvaliteten under transport og opbevaring. I december 2014 trådte en ny EU-forordning om fødevarer i kraft, i henhold til hvilken nettovægten uden glasering skal være angivet på pakkerne for frosne, glaserede fødevarer.

Hvad er glasering?

Glasering er et beskyttende lag vand, som tilføres overfladen på de frosne fisk og skaldyr. Omfanget af glaseringen afhænger af temperaturen på både produktet og vandet, produktets overflade og glaseringstiden. Mellem 8 og 12 % glasering er normalt, men er set helt op til 40 % på markedet.

Hvorfor er det nødvendigt?

Glasering er en effektiv hjælp til emballering af fisk og skaldyr for at bevare produktets kvalitet. Ved at indkapsle produktet i et beskyttende lag is, minimeres risikoen for kontakt med luften, og holdbarheden forlænges. Når iltningsgraden reduceres, minimeres risikoen for at produkterne bliver harske. Glasering beskytter mod mindre temperaturudsving og frostmærker under transport og opbevaring.

Hvordan tilføres den?

Glasering tilføres ved at duppe eller sprøjte det frosne produkt med drikkevand.

Hvordan kvalitetssikres glaseringen?

Kvalitetssikring af glaseringen foregår i henhold til retningslinjerne fra Codex Alimentarius, som er en uafhængig organisation under FAO/WHO med det formål at oprette globale standarder for fødevarer og fødevareproduktion. F.eks. består Codex-standarden for frosne rejer af en sansemæssig og en fysisk undersøgelse, optøning og vejning, på baggrund af en nøje defineret procedure med påkrævede temperaturforhold og anvendt udstyr samt forskellige tilberedningsmetoder, hvorved produktets kvalitet vurderes. Royal Greenland benytter denne metode til kvalitetskontrol.

Hvordan deklareres glaseringen?

Indtil nu har der ikke været en fælles deklarationspraksis, hvilket har virket forvirrende. Nogle producenter har deklareret nettovægten for det samlede indhold, mens andre har deklareret nettovægten uden glasering eller deklareret både brutto- og nettovægt på pakken. Dette har ført til, at nogle produkter har virket billigere end andre, men på et kunstigt grundlag. Nye EU-regler skal lave om på dette.

Hvad siger den nye EU-lovgivning?

I december 2014 trådte EU-forordningen om fødevareoplysninger til forbrugerne i kraft. Denne forordning bestemmer, at hvis en fødevare er glaseret, skal den deklarerede nettovægt på pakken være uden glaseringen.

Forordningen angiver dog ikke nærmere, om det er tilladt at deklarere andre vægtangivelser udover den krævede nettovægt uden glasering. Det er efterfølgende blevet bestemt af EU, at det ikke er tilladt at deklarere bruttovægten, hvilket er vægten af det samlede produkt inklusive emballage, på pakken. EU har også bestemt, at det er tilladt at deklarere nettovægten med glasering udover nettovægten uden glasering på pakken for de produkter, som sælges til andre virksomheder.

Hvad gør Royal Greenland?

Royal Greenland har i mange år søgt at skabe ensartethed og gennemskuelighed ved at deklarere nettovægten uden glasering på al vores emballage. Royal Greenland ønsker at oplyse om vores glaseringsprocedurer til gavn for både kunder og forbrugere. På vores emballage med varemærke til detailforretningerne er kun den krævede nettovægt uden glasering deklareret. Af historiske årsager og pga. specifikke markedskrav deklarerer Royal Greenland nettovægten både med og uden glasering for varer til Food Service-industrien. Denne praksis fortsætter, da det er virksomhedens ambition at være en troværdig partner, som ikke vildleder kunderne.

Se også

Læs mere om Fisk og skaldyr i forhold til helbredet
...