Prinsessen på isen
Når man i resten af verden tænker på fiskeri, bliver tankerne for det meste ledt hen på store trawlere eller mellemstore både som set i diverse fiskeriprogrammer på Discovery.
For nyligt var jeg så heldig at være ude med nogle fangere og fiske i Ilulissat, hellefiskenes mekka, hvor fiskeri foregår på en helt anden måde. De gode fangststeder er her i vinterperioden dækket af ca. 80 cm is. Området hvor de fanges er fredet af Unesco og derfor er al færdsel med alt andet end hundeslæde forbudt.
Turen dertil starter fra byen, hvor isfjorden udmunder. Man har måske et idyllisk billede af at lade sig trække af hundene, mens man nyder turen på sin behagelige slæde. Dette er for så vidt også helt rigtigt, indtil man efter ca. 20 min. kørsel kommer til den første stigning. Lars, der førte slæden, sprang straks af og begyndte at skubbe bag på. Og det var så her, det idylliske så småt begyndte at aftage, for bakken var stejl. Lars er 63 år (men i kampform), og jeg er 34 år, så han skulle ikke tage så mange skridt, før jeg begyndte at få ret så dårlig samvittighed over at kigge op af en skråning, der fra mit perspektiv så ud til at være lodret. Jeg sprang af og begyndte at skubbe sammen med ham.
Som kok lever jeg nok ikke det sundeste liv og dyrker ikke andet motion end at stå i køkkenet i 12- 13 timer om dagen. Så da vi endelig nåede toppen af fjeldet, måtte jeg lede efter mine lunger, mens Lars kiggede grinende på mig. En vigtig lektion når man kører på hundeslæde er: når det går op, så går det også ned! Selv har jeg i mit hoved en masse billeder af, hvordan det var at kælke som barn på de lokale bakker. En tur på hundeslæde er meget lig det - tillagt nogle fald som rutchebanerne på bakken ville være misundelige på. OP og NED.
På vejen ind møder vi flere slæder, der vinker begejstret til os. Under det rensdyrskind som føreren sidder på, er der en grøn presenning, der er ca. 20-30 cm høj og gemmer på en last af 100-200 kg hellefisk. Temperaturen på -20oC har frosset fisken stort set fra det øjeblik, den kom op af vandet, og den tager derfor ikke spor skade af denne ”grove” behandling.
700 m line med 150 kroge for enden
Da vi har krydset fjeldene, kommer vi ud på isen, hvori isfjeldene er frosset fast og ligger som kæmpe skulpturer, mens de venter på, at sommeren skal få dem fri, og nye skal komme til næste vinter. Vi kører i dette urealistiske, golde men smukke landskab i 20 min. Før vi kommer ud på den flade is, der dækker midten af isfjorden, ca. halvejs ude, kan man i flere retninger se nogle små sorte pletter. Det er en af disse, vi skal ud til.
Efterhånden som vi nærmer os den lille plet, der er Lars’, kommer flere små pletter til syne tæt på. Det er fiskehullerne! Tæt ved Lars’ hul er der 5 lignende. Hver fanger har sit eget, og i midten er der et telt, hvor man kan sidde og varme sig lidt. Men det tager Lars sig ikke tid til. Han spænder sine hunde fra og skynder sig hen til sit hul, der består af to træpæle med et fiskehjul imellem sig og en line, der går ned i dybet. Det første der skal gøres er at banke hullet fri for den is, der har lagt sig på overfladen, siden han var der for to dage siden. Derefter kigger han stadig smilende på mig, som han har gjort under hele turen, selv om han har løbet dobbelt så meget som mig, og jeg synes, at jeg har løbet meget. Han spørger så, om jeg har lyst til at starte med at hive linen ind. Et tilbud jeg selvfølgeligt ikke kan afslå, så jeg giver mig i kast med opgaven, der ganske kort består i at rotere to modsat anbragte håndtag på hver side af hjulet. Ikke så svært hvis man ikke lige er klar over, at linen er ca. 700 m lang og besat med ca. 150 kroge for enden!
Da Lars, efter hvad der føles som tæt på en evighed, er træt af at smågrine af mig, tilbyder han selv at tage over. Jeg har på dette tidspunkt allerede lært, at jeg ikke er helt mand nok i dette kolde vildnis til at protestere. Og så arbejder han bare……
Fra fangst til blodskæring
Det tager en fanger som Lars ca. 30-45 min. at hive linen ind, til der begynder at komme hellefisk med op. Og Lars har en god fangst den dag. Der er næsten fisk på hver anden krog. Hans kollega blodskærer (struben skæres over, så blodet løber fra og ikke forurener kødet) dem med det samme, han hiver dem ind. De store hellefisk lægges i en bunke, der skal sælges, og de små læ