Fjeldsyre

Det er blevet sommer i Ilulissat!!!!!! Solen er holdt op med at gå ned, flere steder er sortebærrene ved at gå i blomst, de første gederams er kommet og mælkebøtterne står gule og ranke.

Og det hele er sket lige pludselig. Nærmest over en nat. Jeg har netop været i Bruxelles i for at lave en buffet i anledning af Grønlands nationaldag, og på trods af at jeg kun var væk i seks dage, virker alt som om det er helt forvandlet. Det er blevet grønt og farverigt at gå en tur i fjeldet. Men mest interessant - der er begyndt at komme fjeldsyre.

En kant

Og det gør mig så glad, for jeg er en stor og afhængig fan af den lille beskedne plante. Et par blade på toppen af en ret og hele retten får en kant, som man kun kan opnå med den helt rette mængde syre. Fjeldsyren er flerårig plante, hvilket er værd at vide, for det betyder, at man hvis man finder et godt sted, kan blive ved med at komme og hente den år efter år. Og der kan være langt imellem dem, da de kan være lidt kræsne med hensyn til jorden. Men finder man et sted hvor den kan lide at være, kan man fylde et par poser på ganske kort tid, for så har man dem over de hele kroppen!
Heldigvis er den nem at genkende på afstand, da den har lange røde blomster stængler med …… ja altså…….røde blomster. Hvilket gør den nem at finde på fjeldet, hvor der ikke er så mange ting der stikker op på samme måde.

Syre, syre, syre og syre

Familien hedder skedeknæ og indbefatter alm. syre, havesyre, skovsyre, rødknæ (hvilken også findes vild her flere steder) og sikkert en masse andre syreplanter, som jeg ikke kender til. Men fælles for dem er, at de har et højt indhold at vitamin C, som giver dem den karakteristiske smag, altså sur. Hvilket også traditionelt har gjort dem til et meget eftertragtet kosttilskud om sommeren blandt Inuitter. Og nu også af mig!