De første asparges fra Søren Wiuff, og nu kan jeg snart åbne min terrassedør!
Her i midten af maj fik vi de første asparges fra Søren Wiuff. Søren er en landmand der har en gård ved Lammefjorden, og han dyrker nogle af de mest fantastiske grønsager man kan få på denne jord. Hvorfor han også levere vare til de bedste restauranter i København området, heriblandt Noma, der som bekendt lige er blevet valgt til verden bedste restaurant for andet år i træk.
Jeg kender Søren fra min tid som elev på restaurant Gammel Mønt. Og han er for mig et af de største forbilleder. Han laver grøntsager med en omhu og kærlighed der er helt enestående. Han plejede at komme med grøntsager om aftenen, som han for de flestes vedkommende havde været ude og grave op om morgnen.
Asparges med røgtede vagtelæg, kapers creme og foie gras malt
Her i Grønland har vi desværre ikke helt den samme mulighed, så det er en lidt mere omstændig affære at kunne servere hans fantastiske grøntsager her så højt mod Nord. Kun med vores super fleksible grønthandler CH Interfrugt har det kunnet lade sig gøre, til stor glæde for vores gæster. Søren sætter grøntsagerne klar om aftenen og vores grønthandler kører forbi og henter dem, tidligt om morgnen, før jeg er gået i seng og en anden herre har fået sko på. Herefter fragtes de til Slagelse, hvor de bliver pakket sammen med hvad vi ellers skal bruge af flygrønt. Vi definerer her på Grønland vores grøntsager i to grupper. Flygrønt og skibsgrønt. Flygrønt er de grønsager og frugt der har en kort holdbarhed og derfor må flyves hertil så som salter, krydderurter og jordbær. Hvorimod skibsgrønt indbefatter kartofler, selleri og andet der kan holde til den lange transporttid. Det siger sig selv, at der er en væsentlig forkæl i pris på transport for de to varegrupper, så det gælder om at tænke sig om når der bestilles hjem. Pakket i Slagelse bliver de sent til København for herfra af blive sendt med fly til Ilulissat, hvor der står en ivrig køkkenchef og et par varme gryder og venter spændt.
Det har været lidt af en kamp at få dette samarbejde med Søren i gang, men det er det hele værd. Og jeg er stolt over at være den nordligste aftager af hans grøntsager, der indiskutabelt er nogle af de bedste i verden, dyrket af en unik og entusiastisk ildsjæl.

Min grill er så småt ved at komme frem under sneen
Og midt imens jeg så kan stå og glæde mig over hvad der kommer op af jorden midt på sjælland, kan jeg så glæde mig yderligere over, at sneen snart er smeltet så meget at jeg efterhånden kan åbne min terrassedør på klem. Jeg havde succes med at holde den fri indtil jeg tog ud at rejse i 10 dage i midten af februar. Da jeg kom hjem havde det sneet så meget at den ikke kunne åbnes mere. Og efterhånden er jeg så også begyndt at kunne skimte min grill, der gennem de sidste par måneder har været dækket af sne, så jeg nu er helt sikker på at foråret er på vej……………..

Snart kan jeg åbne min terrassedør
Læs mere om Søren Wiuff på hans blog http://wiuff.wordpress.com/
