De evige kvanmarker

Det er et sikkert tegn på at sommeren er kommet til Grønland, når vi modtager de første kvaner i køkkenet. Og jeg kan blive helt høj når jeg snitter den, og man kan mærke dens karakteristiske, friske, lidt sæbe-agtige duft.

Kvan vokser vildt her i Grønland og i det meste af Norden, heriblandt også i Danmark. Men det har i de seneste år ikke været en plante der har været almindelig at finde, hos den lokale grønthandler. Den har dog en lang historie i det nordiske køkken, og den har i sin tid været en højt værdsat lægeplante.

I området her omkring Ilulissat er den ikke almindelig. Men hvis man sejler over isfjorden til Disko øen er der mange steder næsten ikke til at komme til for den. Kvan kan lide rigeligt med vand og da midten af Disko øen er dækket af en gletsjer der smelter hen over sommeren og skaber små elve langs kysten, er det de helt rigtige betingelser for kvan. Her står den blandt masser af pil og det tager ikke lang tid at fylde en sæk.

Her findes masser af kvan!

Jeg sejlede en sensommer dag med Nikkus far, Nikku og Miki (to kolleger fra køkkenet) over til Disko øen for at samle de sidste for sæsonen. Turen tog ca. tre timer, himlen var klar, det var havblik og mens vi sejlede mellem isbjergene så vi flere sæler og også et par hvaler. Lige til et postkort……!

Vi ankom hen på eftermiddagen og gik en lille tur rundt i byen. Efter vi havde fået aftensmad, sejlede vi en lille tur. Det var meningen at vi ville starte med at samle, men da det var lidt sent blev det ikke til så meget. Dagen efter var vi klar. Vi havde lånt Nikkus fars jolle og bevæbnede med lommeknive, gummistøvler og plastic sække gik vi i krig. Vi sejlede lidt ned af kysten, til vi fandt et sted der så lovende ud og gik i land. Teknikken er ret simpel. Man vader gennem pile krattet, mens man håber på ikke at ryge i et hul - hvad der faktisk er uundgåeligt da krattet er så tæt at man ikke kan se hvor man går - til man finder en kvanplante, og så hiver man den ganske simpelt bare op.

Kvan ved vandet

Det er kun hunnerne man tager, hannerne er så sent på sæsonen alt for hårde og træede i stilken. Til gengæld kan man bruge frøene fra hannerne. De er formede som små skærme der af udseende lidt ligner krondild. Men da jeg begyndt at samle af dem begyndte Nikku at blive lidt mærkelig til mode. Det tog mig lidt at finde ud af hvorfor…… Men ifølge Nikku forekommer kvan ikke naturligt på Disko. Dens store udbredelse skyldes derimod at inuitter igennem generationer, år efter år, tålmodigt har spredt kvanfrø langs elvene, for at sikre en fremtidig vækst. Når der således kommer en dum dansker og samler de frø, der gerne skal sikre næste års planter, er det ikke helt velset. Så det holdt jeg meget hurtigt op med! Efter at have samlet i et par timer havde vi vel en ti sække fyldt med kvan. Og vi lod derfor fornuften råde og begyndte at skyde til måls efter et par dåser i mangel af bedre, som en rype eller en snehare.

En sjælden strand med runde sten

På turen tilbage stoppede vi ved en stenstrand for at samle nogle sten som vi kan bruge til at servere på i restaurant Ulo. De fleste sten man finder i naturen her i Ilulissat er grove og kantede, og da der de fleste steder ved vandet er fjeld, kan det være svært at finde nogle runde sten. Men det kan man ved Disko.

Friskfanget laks

Da vi nåede havnen mødte vi en fisker, der havde båden fyldt med laks som han lige havde været ude og fange. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at købe alt hvad han havde og vi lavede en aftale med ham om, at vi skulle komme og hente dem om morgnen dagen efter, så vi kunne få dem med hjem til Ilulissat. Det fik vi også, men da vi mødtes med ham om morgnen, måtte han pludselig smide alt hvad han havde i hænderne og skynde sig ud til sit garn. Han havde fået en opringning fra en anden fisker om at der var et isfjeld der drev med retning mod hans gran og så er det bare om at få det fjernet, for 100 tons is er ligeglad hvad der ligger i vejen for det!

Hvad vi havde med hjem

Alt i alt fyldte vi Nikkus fars båd med ca. 300 kg laks. Det der lignede den samme mængde sten plus det løse og 10 fyldte sække kvan. En anselig mængde, og jeg tror Nikkus far, der med bekymret mine så til mens hans båd blev læsset, var glad for at vi ikke havde længere tid til rådighed til at finde ting til at læsse i hans båd.

Noget dybere i vandet vendte vi hjem mod Ilulissat.

Find opskriften på Café Ferdinands kvan aioli her!