22 Magnum

Mit første gevær er en 22" Magnum!

En 22" Magnum er et lille gevær. Det er enlig bare en 22" eller det man kalder en salonriffel med en lidt større krudtladning. Men hvor en almindelig 22" er velegnet til rypejagt kan en Magnum også fint bruges til lidt større dyr som f. eks. sæler.
Jeg kan huske som barn når jeg var på besøg hos fætter Niels i deres sommerhus og vi brugte hver en vågen time til at samle flasker, som vi hos købmanden omsatte til hagl til hans luftbøsse. Nogle var flade, nogle var runde, og på det tidspunkt gjorde det en stor forskel, som jeg i dag ikke er sikker på hvad er. Men vi levede og åndede for at få has på en tilfældig udvalgt uskyldig solsort. Og jeg kan huske at mit største ønske var at få mit eget luftgevær, hvad jeg aldrig måtte for min mor.
Jeg har efterfølgende i mit voksenliv, ikke tænkt så meget mere på at skyde. Det har aldrig været rigtig oplagt at gå ned og købe et gevær når man bor på Amager - der er ligesom nok af den slags omkring en i forvejen. Men efter jeg er flyttet til Ilulissat blev tingene anderledes.

I Danmark er det ikke så lige til at købe en riffel, så det faldt mig lidt underligt, da jeg først kom til Grønland, at finde et gevær på tilbud i en reklameavis for et af byens største supermarkeder, ved siden af reklamer for mælk og leverpostej.
Men det mest grænseoverskridende for mig var, da en ven bad mig om at tage et gevær med hjem fra hotellet, så han kunne hente det et par dage senere hjemme hos mig. Det var enlig ikke noget jeg tænkte så meget over, da han bad mig om det. Jeg stod midt i min mis en place til om aftenen, og gryderne der stod på komfuret krævede alt min opmærksomhed, så jeg sagde bare ja og glemte alt om det. Men det var en helt anden sag, da det stod i gaderoben efter service. For at komme hjem skulle jeg gennem centrum, hvor der var masser af mennesker, og jeg kom lidt i tvivl om hvordan de ville reagere når de så mig komme gående med en riffel over skulderen. I receptionen arbejdede der heldigvis en sød ung grønlandsk pige, som jeg kunne spørge om råd. Hvis hun synes at det var et dumt spørgsmål viste hun det ikke. Hun forklarede mig bare at alt var ok, så længe det ikke var ladt (hvad jeg måtte bede hende om at tjekke for mig), så længe kammeret var åbent (som hun også måtte vise mig), så alle kunne se at det ikke var ladt, og man ikke pegede på nogen med det (her sparkede min erfaring fra mine røvere og soldater dage ind, så her kunne jeg lige følge med). Stadig meget betuttet ved situationen tog jeg det over skulderen og gik hjem.
Et par dage efter var jeg i banken og foran mig i køen stod der en fanger i gummistøvler, en blå Kansas kedeldragt med sit gevær over skulderen. Det var mens Grønlandsbanken var ved at bygge om, så alt var kaos og lige bag ved skranke stod der en mellemstor papkasse der var fyldt til randen med pengesedler af forskellig værdi. Jeg kan ikke forstille ret mange andre steder i verden hvor det ville være dagligdag. Og selv som jeg stod der i køen og tænkte over det absurde i situationen, blev jeg helt stolt over mig selv, da jeg med min nyfundne kendermine, konstaterede at hans gevær ikke var ladt.

Men holdningen til skydevåben er en helt anden her end i Danmark. Et gevær er et redskab som man kan bruge til at skaffe mad med. Og de kan købes i et supermarked, eller i en jagtbutik, uden nogen som helst fremvisning af ID eller lignende, som var det en hammer eller et andet stykke værktøj. For at måtte bruge det skal man dog have et jagttegn! Et sådant får man på kommunen og det tager ca. 10 minutter og koster 50kr. Og så er man ellers klar til at gå ud og dræbe nogle dyr.

Og det er jeg. Endnu er det kun blevet til dåser og gamle biler ude på dumpen, men det er kun et spørgsmål om tid før der kommer sæl eller lignende på sigtekornet. Og den store hvide jæger kan vende stolt hjem, med friskfanget kød til p-maden hjemme i privaten.
Jeg skal dog stadigvæk lige vende mig til at stikke hånden i lommen og finde en skarpladt patron, som jeg er kommet til at lægge derned af en eller mærkelig årsag, men det kommer nok. Jeg snakkede patroner med min gode ven Niels-Christian forleden, og så stak han hånden i lommen og hev en hel håndfuld forskellige patroner der passede til hans forskellige rifler op og viste mig som om at det var det mest naturlige i verden. Så det er nok bare mig. Men det gør da jeg tjekker mine lommer en ekstra gang før jeg smider mine bukser til vask.